HILBRANDS-BIKINGSITE

Lige hen over et pas på 720 meter, et sidste blik på Perpignan sletten og ................ hovsa, her holder verden op.

De gør det ikke nemt at komme ud af Frankrig. Asfaltvejen er pludselig væk, tilbage er dybe huller, trærødder og masser af sten. Det bliver ved i ca. 1500 meter og så er jeg i Spanien med en eventyrlig flot nedkørsel på en super flot vej.

Jeg har lagt ruten forbi Figueres for at se til min gamle ven Dali. Byen er et bil kaos og et vejarbejde lige ved museet gør det ikke bedre. Som fodgænger er det nok OK. Hen ad Ramblaen så det rigtig hyggeligt ud. Jeg måtte gå (og cykle lidt) det halve byen rundt, fordi min rute var lige i mod ensretningen.

Det gentog sig i Girona. Biler, biler, biler og pludselig står jeg i en lille ensrettet gade, ca. 3 meter bred, husene 4 - 5 etager høj. I gennem en lille port, over en bro og pludselig bagsiden af gaden og bygningerne.  Et fantastisk flot syn.

Landskabet i Spanien er pludselig helt anderledes. Ingen vinmarker. I stedet bare tørre gule marker, dog også pinje træer og cypresser. Ikke dårligt, men ikke helt som Frankrig. Derfor "au revoir" og "allons enfants"

Efter at have sovet på gårdsdagens oplevelser og tørret efter aftenens regnvejr, var jeg klar til at køre til Spanien. Fin tur, jeg havde for en sikkerheds skyld valgt motorvejen, som viste sig at køre meget flot over Pyrenæerne. Allerede i det fjerne kunne man ane at overgangen nødvendigvis måtte være den lavning imellem bjergene som var tydeligst. Op og op gik det, 4 km. og så pludselig var det Spanien og solen skinnede for første gang i dag. Jeg kunne ikke lade være at tænke på, om det er det samme sted Hannibal i  sin tid kom over med sine elefanter, på vej mod alperne. Det får vores lille tur til at være det rene barnemad.

Ankom, efter en tur hen ad en meget øde vej med kun nogle meget sorte afrikanere, der plukkede peberfrugter, til en sjov campingplads, der lukker for vinteren i morgen. Tørt græs, næsten ingen mennesker, men heldigvis et hollandsk par, der kunne fortælle, at det var OK, men lidt dyrt.

Endnu en opgave jeg har, er at sørge for, at vi har noget spiseligt, og Geert har brug for mange kulhydrater. Så jeg måtte af sted på cykel til den lille flække, der ligger nogle km. herfra og på bedste parlørspansk spørge om der var et supermarked. Og heldigvis forstod jeg anvisningerne og fandt et lille et af slagsen, der endnu ikke havde middagslukket. det lykkedes: Brød, batterier m.m. og bagefter var der minsandten en cafe hvor jeg kunne få kaffe. kafeen så meget mondæn ud, men det viste sig, at selvom der var masser af plads både ude og inde, var udvalget og åbningstiderne meget begrænsede. Så der skal vi ikke hen og spise i aften. Mens jeg sad og drak min kaffe tog jeg billedet af denne meget nye kirke. Det er jo ikke til at tage fejl af, at det er Spanien. I morgen ankommer vi til den campingplads, hvor Oma kommer og er i en uge. Jeg er spændt på at se den og håber bare at den er i orden!