Onsdag d. 9. september.
Det er koldt om morgenen. 14 gr. kl. 8. Derfor venter jeg med at tage af sted til ved 10 tiden, hvor temperaturen er kommet over de 20. I løbet af dagen stiger den til over 30 grader i skyggen. Det bliver en flot afsked med Ardeche. Så gedestier med asfalt på hvor 2 biler næsten ikke kan passere hinanden. Lav bevoksning og skulpturelle stenpartier langs vejen. Det skal opleves. Pludselig en lille by, som en kamæleon gemt i landskabet. Jeg kan bare ikke købe noget til mine lunkne drikkedunke. Ingen butikker og mellem 12 og 16 er Frankrig her på standby. Det bliver en udfordring i morgen, hvor turen bliver noget længere og betydelig flere stigninger. Efter Ardeche ændrer landskabet sig til det mere åbne landbrugsland, ingen træer til at give læ for den ind i mellem friske sønden vind (ja, modvind igen). Små hvirvelvinde hist og her og en ubønhørlig bagende sol. Ordet BAR får en hel ny betydning. Skygge og kold Cola (ikke light). Man spørger ikke om prisen, giver bare 10 Euro og glemmer næsten bytte pengene. To slurke, og den er nede. Varmen er en væsentlig parameter at huske i tur planlægningen. I morgen tager jeg tidligere af sted, med lidt mere tøj på som jeg kan smide undervejs. Og så nogle flere besøg på Barene undervejs, hvis ellers de er der. Jeg følte mig ikke dehydreret, da jeg ankom til camping pladsen, men jeg drak en halv liter drikke yoghurt og næsten en liter druesaft i løbet af et kvarter efter ankomsten. Det både læsker og køler. Campingpladsen er hollandsk ejet og der er næsten kun hollændere på pladsen. Ja, jeg havde jo været her et stykke tid, da Geert ankom. I kan næsten se på billedet, hvor han trænger til noget at drikke. I går aftes var vi ude at spise i Vallon Pont d'Arch . Herligt! En rigtig fransk menu med fire mindre retter og super veltillavet. Så gik vi ellers, efter 2 hviledage, på den allerskønneste campingplads, over til cykelroutine igen: Op, bad, yoghurt med müsli, kaffe, pakke camperen sammen og gøre den køreklar, sige farvel til Geert og så af sted. I dag havde jeg valgt en rute uden motorveje og selvom jeg var lidt nervøs for de sekundære veje i dette store skrummel, gik det rigtig fint. Herlig tur, flotte landskaber og meget flotte byer. Jeg ankom til campingpladsen ved middagstid og var både overrasket over størrelsen og den meget flotte beliggenhed ved en flod, som vi står lige ned til. Fordelen ved at tage af sted udenfor højsæsonen er jo at det dels er meget billigere og dels at campingpladser ikke er overfyldte og at vi kan være heldige at få en af de bedste pladser. Og hvad laver jeg så, mens jeg venter på Geert: Tager billeder, får hvilet ryggen, læst og måske en tur i poolen. Undervejs har jeg også provianteret og så skal der lige gøres klar til aftensmad. Når så Geert er kommet, skal der vaskes cykeltøj, der skal skrives og hvis det kan lade sig gøre skal dette oploades til Internettet. Hvorfor gør vi det: Det er en meget afvekslende ferieform, du møder mange mennesker, ser hvordan landet forandrer sig etape for etape og så hygger vi os rigtig sammen.
|
![]() |
Etapen til Cardet:107 km, 22 i gennemsnit. Vind fra syd. Google Earth fil af turen. |
Hilbrands-Photo| Powered by CMSimple| Template: ge-webdesign.de| Login